Primitiv flint i Vejstrup Ådal - de første fynboer

From PalaeoWiki

Oprindelig trykt i Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1987, s. 8-16.

Af Jørgen Holm

Table of contents

1 Indledning 2 Fundene fra Vejstrup Ådal 3 Livsvilkårene under istider og mellemistider 4 Hollerup 5 Vejstrup Skov 6 Ejby Klint 7 Seest 8 Enkeltfund 9 Den fremtidige forskning 10 Noter 11 English Summary

Indledning

Pionértrangen, lysten til at overskride grænser og bane nye veje, er naturligvis al videnskabs inderste og stærkeste drivkraft. Skal jeg inden for arkæologien pege på et emne, som i ganske særlig grad øver elementær og populær tiltrækning, må det være udforskningen af den tidligste jægerstenalder: Udviklingen fra abe til menneske, de første primitive stenredskaber, de tidligste spor af kultur.

Mens jeg skriver dette, ligger der foran mig på bordet et såkaldt chopping-tool, et groft redskab af kvartsit, hjembragt fra en ekspedition til Marokko. Et af de ældste redskaber, svimlende 1-2 millioner år gammelt.

Netop i Afrika, nærmere betegnet Østafrika (Tanzania, Kenya, Ethiopien), synes menneskehedens vugge at have stået, men som en fransk forsker har udtrykt det, har det været en »vugge på hjul«. Fra dette skabelsens centrum er de tidligste mennesker - hominider - vandret mod nord, til Asien og Europa.

De ældste europæiske fund - i Spanien og Frankrig - ligger i aldersklassen 1,5-1 million år, og Nordeuropa, herunder bl. a. Tyskland og England, er efter alt at dømme blevet befolket for ca. 1/2 million år siden (1).

Hvad med Danmark? - Vi kan ikke opvise fund af årmillioner gamle menneskeknogler og stenredskaber. Det er her et langt mere beskedent og usikkert billede, der kan tegnes. Men lad mig alligevel gøre status (2).

Mens vi efterhånden har et udmærket kendskab til den første rensdyrjægerbosættelse efter sidste nedisning for ca. 12.000 år siden (3), befinder studiet af den allertidligste jægerstenalder sig endnu på et kontroversielt pionérstade og er i mange år nærmest blevet betragtet på linje med flyvende tallerkener og parapsykologi. Det har ikke skortet på meldinger om, at »nu er de ældste danske redskaber fundet«, men intet har kunnet bevises med fuld sikkerhed. Det er karakteristisk, at det først og fremmest er amatørarkæologer, som har beskæftiget sig med denne forskningsgren. Fordomsfrit og frygtløst begiver de sig gerne ind i ukendt land, hvor fagets professionelle er mere tilbøjelige til at forfølge sikrere forskningsmål.

Hertil kommer, at vi ikke har nogen nævneværdig forskningstradition endsige -politik på dette område - og at vi ikke besidder tilstrækkelig indenlandsk ekspertise. Det er tankevækkende, at man i England lagde ud allerede omkring 1800, og at man nu kender ikke mindre end ca. 3000 lokaliteter med fund, der ligger i tidsintervallet Ca. 400.000-30.000 år (4).

Fundene fra Vejstrup Ådal

I det følgende vil jeg med udgangspunkt i nogle primitive flintfund fra Vejstrup Ådal, der ligger inden for Svendborg og Omegns Museums arbejdsområde, give en kort oversigt over de mere eller mindre usikre danske fund af formodet høj alder, skildre istider og mellemistider og forsøge, med vejviser i de nyeste geologiske og arkæologiske forskningsresultater, at give et bud på, hvor indsatsen bør sættes ind i de kommende år.

1971-72 udgravede arkæologer fra Aarhus Universitet ved Vejstrup Skov i Sønderjylland nogle flintredskaber, som i hvert fald på det tidspunkt antoges at stamme fra næstsidste mellemistid og dermed skulle være flere hundrede tusinde år gamle.

Inspireret af disse spændende fund satte jeg mig i 1978 den opgave at finde lignende ting på Fyn, som på det tidspunkt lå geografisk bekvemt inden for min rækkevidde.

Med de sønderjyske fundforhold i baghovedet så jeg mig om efter en dybtskåren dal, og kortstudier overbeviste mig snart om, at Vejstrup Ådal var en oplagt mulighed.

Vejen fra ide til virkeliggørelse skulle vise at blive overordentlig kort. Allerede på min første tur i dalen - en efterårsdag, som bliver mere og mere gylden i erindringen - fandt jeg, hvad jeg søgte. Udskyllet på bunden af åen lå særdeles primitivt og groft tildannede flintsager, hovedsageligt afslag - spåner og flækker - men også enkelte egentlige redskaber, bl. a. to håndkile-lignende stykker.

Ved gentagne besøg på stedet i den følgende tid skete en støt og rolig forøgelse af fundmateriale. Mere intense og systematiske undersøgelseskampagner fandt sted i somrene 1980 og -81, hvor en halv snes amatørarkæologer fra Sydfyns Arkæologigruppe under min ledelse arbejdede i dalen (5). Hovedformålet var at få indkredset en evt. fundkoncentration og naturligvis at supplere fundstoffet yderligere. Det viste sig imidlertid snart, at den samme type tildannet flint kunne findes over en kilometerlang strækning. Undersøgelsen skulle desuden give svar på, om flintsagerne var skyllet ud af dybtliggende lag i dalens sider. Til dette formål blev der gravet en søgegrøft ind i dalens nordskrænt. Det skal straks siges, at denne eftersøgning endte resultatløs: ingen flintsager på oprindeligt leje, men undersøgelsen gav dog det geologiske resultat, at der i niveau med dalbunden findes en smeltevandsaflejring, der adskiller en øvre og en nedre moræne.

Fundmaterialet omfatter pr. 1/1-1988 over 800 flintafslag, ca. 25 blokke, hvoraf spåner og flækker er slået, enkelte skrabere og »tandede« stykker, samt de to allerede nævnte håndkiler. Flinten er patineret og rødbrunfarvet af jernilter. Stykkerne er dog gennemgående ikke særlig slidt eller vandrullet af opholdet i åen.

Et udvalg af oldsagsmaterialet har været forevist fremstående udenlandske eksperter, bl.a. professor Gerhard Bosinski, Kölns Universitet, og dr. Alain Tuffreau, Universitetet i Lille. Bosinski har skrevet følgende til mig (15.10.1984): »Deres mellempalæolitiske (6) fund fra Danmark, som jeg for nylig havde lejlighed til at se i Lille, forekommer mig at være overordentlig vigtige. De viser for det første, at hele det nordeuropæiske område var beboet før den maksimale nedisning (7), og for det andet, at det under gunstige omstændigheder er muligt at finde noget - på trods af, at området senere har været overskredet af is...«.

Begge forskere har - uafhængigt af hinanden - peget på, at fundet har stor lighed med et materiale fra Markkleeberg ved Leipzig (8). Dette er dateret til begyndelsen af næstsidste istid for henved 300.000 år siden. De mener også begge, at der er tale om den kultur, man kalder Acheulien (9), og at en del af flintsagerne fra Vejstrup Ådal er tildannet i den såkaldte Levallois-teknik (10). På grundlag af fundets sammensætning - mange afslag og blokke, men kun få egentlige redskaber - mener prof. Bosinski, at der snarere har været tale om indledende »værkstedsaktiviteter« end om en egentlig boplads.

Desværre er der i Vejstrup Ådal hidtil kun gjort fund på sekundært leje, d.v.s. at alle sagerne er løsrevet fra deres oprindelige geologiske sammenhæng. Man bør være varsom med den slags fund. Man kan først være helt sikker, når sagerne er fundet i geologisk daterbare lag.

Der kan ikke herske tvivl om, at Fyn - og dermed Vejstrup-området - har været overskredet af is under sidste istid for ca. 20.000 år siden, men der er i nærheden konstateret højtliggende lag fra de sidste mellemistider. Man ville nok umiddelbart opfatte Vejstrup Ådal som en tunneldal, subsidiært en erosionskløft, f.eks. en afløbsdal for smeltevandet fra den centralfynske dødis. - Eller har dalen forudsætninger, som rækker meget længere tilbage - hinsides de sidste istider?

De seneste års geologiske forskning tyder på, at sidste istid ikke helt har haft den dramatisk omformende virkning på landskabet, som man traditionelt har regnet med. Man er nu inde på, at en lang række af vore dale skyldes tektoniske forkastninger i den tertiære overflade, altså er skabt for flere millioner år siden (11).

Istiderne må antages at være indledt af kraftige snefald, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, at sneen først og fremmest har udfyldt alle lavninger, herunder dalene. Is har efterhånden, helt eller delvis, »udstøbt« dalene og beskyttet dalbund og -sider mod den fremrykkende gletscheris. Da de begravede ismasser smeltede bort, gendannedes dalene. Her har vi måske en plausibel forklaring på den primitive flint, som dukker op i flere og flere af vore markante dale.

Der er endnu mange uløste problemer i forbindelse med Vejstrup Ådal-fundene. Forhåbentlig vil udgravninger i de kommende år kaste mere lys over sagen.

Livsvilkårene under istider og mellemistider

Før jeg går over til en omtale af de øvrige mere eller mindre usikre fund, vil det nok være på sin plads - som et »mellemspil« - at ulejlige læserne med en kort og stærkt forenklet oversigt over istider og mellemistider - og dermed livsvilkårene (12).

For det første kan det slås fast, at den vigtigste betingelse: At her var land, er opfyldt! Der er konstateret landfaste aflejringer fra de sidste fire istider og de sidste tre mellemistider. Desuden har de seneste års boringer efter olie i Nordsøen afsløret endnu to - ældre - istider og mellemistider. Efter alt at dømme har Danmark under næstsidste og tredjesidste istid været helt dækket af is, men det er en løfterig kendsgerning - som jeg senere vil vende tilbage til - at den sydvestlige del af Jylland ikke var isdækket under sidste istid. Den gamle opfattelse af sidste istid som en helt igennem forfrossen affære må tøs op for at give plads for den antagelse, at der har levet mennesker i Danmark også under sidste istid. De seneste års naturvidenskabelige undersøgelser har vist, at perioden ca. 80.000-10.000 år har været begunstiget af flere forholdsvis milde klimatiske indslag - og at isen faktisk først har indfundet sig for lidt over 20.000 år siden - og er smeltet bort for 13.-14.000 år siden (13).

Pollenanalyser af mellemistidsaflejringerne har vist, at klimaet har været ligeså varmt som i dag - i perioder endda varmere. Og vi har talrige fund af dyreknogler. Fra istiderne drejer det sig om følgende arter:

Mammut, uldhåret næsehorn, steppebison, moskusokse, kæmpehjort, saigaantilope og rensdyr. Fra mellemistiderne: Kronhjort, dådyr, kæmpehjort, vildhest, steppebison, skovelefant og Mercks næsehorn.

Det er vanskeligt at forestille sig, at disse dyr skulle have vandret frygtløst omkring uden skabningens herre i hælene! - Mennesket må også have været her, omend i en mere primitiv, lavstammet og pluskæbet form: Homo erectus og neanderthaleren, kendt gennem fossilfund bl. a. fra Tyskland og England.

Lad mig hertil tilføje, at vi her i Danmark har en enestående attraktion: Flint i rigelige mængder og af en fremragende kvalitet. Alene denne råstofmulighed må have fristet de tidlige mennesker til vidtstrakte vandringer nordpå.

Hollerup

Der er vel kun ét fund, som kan siges at være nogenlunde sikkert, nemlig Hollerupknoglerne (14). Dette fund, som, omend kun indirekte, antyder menneskers tilstedeværelse i Danmark under sidste mellemistid, blev - lidt spidsfindigt udtrykt - gjort i en støvet og skummel skuffe på Zoologisk Museum i København. I 1954 var konservatoren Ulrik Møhl i færd med at gennemgå museets samlede bestand af dådyrknogler, fossile såvel som nyere. Nogle stærkt ødelagte knogler fra kiselgurværket ved Hollerup i Midtjylland fik ham til at spærre øjnene op. De viste alle »symptomer« på marvspaltning, d.v.s. mennesker har knust dem for at nå ind til den velsmagende marv. Knoglerne var parvis spaltet på en ganske karakteristisk måde.

Knoglerne var allerede hjembragt til museet i 1912 af botanikeren N. Hartz. De kan ved pollenanalyse daleres til sidste mellemistid for ca. 100.000 år siden. Hvilken mennesketype levede monstro dengang? - Det gjorde neanderthalerne. Deres kultur kalder man Mousterien.

Hartz fandt aldrig ud af, at han havde gjort et sensationelt fund. Han døde længe før 1954. Det er skæbnens ironi - vi véd, at han hele sit liv drømte om at finde spor efter de første danskere.

Vejstrup Skov

Næstsikrest, og formentlig ældst, er fundene fra Vejstrup Skov ved Christiansfeld i Sønderjylland, udgravet 1971-72 under ledelse af lektor Søren H. Andersen, Århus Universitet. Forhistorien er den, at to amatørarkæologer, brødrene Niels og Åge Boysen, på bunden af en bæk, som gennemløber en dyb erosionskløft, havde fundet nogle særdeles primitivt udseende flintredskaber, der umiddelbart bragte den 3.-400.000 år gamle engelske Clacton-kultur i erindring (Fig. 3).

Ved at grave ind i en af kløftens sider lykkedes det i et sandlag under ca. 8 m moræneler at finde lignende flintsager, men altså nu på oprindeligt leje. Dele af sandlaget blev af geologerne dateret til næstsidste mellemistid, som man dengang satte til ca. 240.000 år. I dag er man mere tilbøjelig til at ville lægge ca. 100.000 år til. Der er imidlertid i de senere år opstået betydelig usikkerhed m.h.t. fundets datering, og det er sandsynligvis årsagen til, at man hidtil har måttet spejde forgæves efter en egentlig publicering.

Ejby Klint

På stranden neden for Ejby Klint ved Isefjorden har en københavnsk amatørforsker, Erik Madsen, opsamlet flere tusinde grove flintsager, flækker og blokke, som er publiceret i såvel danske som franske tidsskrifter (15). Også disse har en besnærende lighed med den engelske Clacton-kultur. Desværre hidrører alle disse fund fra sekundært leje, men det er lykkedes Erik Madsen midt i den ca. 20 m høje klint at finde en aflejring fra sidste mellemistid, som danner adskillelse mellem en øvre og nedre moræne henholdsvis fra sidste og næstsidste istid. Det er sandsynligt, men ikke bevist, at flint sagerne er vasket ud af det nedre moræneler.

Seest

l grusgrave ved Seest i Koldings vestlige udkant har Erik Westerby, landets mest fortjenstfulde amatørstenalderforsker, fundet en smuk flintflække og en halv snes andre afslag - på steder, hvor muldlaget var fjernet på forhånd og indblanding fra dette skulle være udelukket (16). I samme grusgrav er i perioden 1950-78 gjort en lang række - ca. 85 - opsigtsvækkende fund af dyreknogler, bl.a. Mercks næsehorn, skovelefant, steppebison, kæmpehjort, dådyr og kronhjort. Gruslagene er efter alt at dømme afsat i forbindelse med isens afsmeltning for ca. 14.000 år siden, men flintsagerne og knoglerne må være langt ældre. De stammer mest sandsynligt fra sidste mellemistid eller fra en mildningsperiode under sidste istid - og skal måske ses i sammenhæng med en langt tidligere tilstedeværelse af Kolding Ådal, end man hidtil har antaget.

Enkeltfund

Desuden kan det nævnes, at vi har kendskab til et antal løsfundne redskaber, som teknisk og formmæssigt har stor lighed med håndkiler fra Acheulien-kulturen.

C. J. Becker, fhv. professor ved Københavns Universitet, har for nogle år siden fremlagt to sådanne stykker. Det ene, et overfladefund fra Villestrup i Nordjylland, virker meget overbevisende og er da også blevet accepteret af førende udenlandske eksperter. Det andet, et strandfund fra Fænø i Lillebælt, synes mere diskutabelt (17).

Vi står her over for det problem, at det er særdeles vanskeligt at skelne håndkiler fra den sene bondestenalders forarbejder til dolke, spyd og kornsegl.

Senest er rapporteret et håndkilefund fra Karskov Klint på Nordlangeland (18) (fig. 7).

Den fremtidige forskning

Som det fremgår af ovenstående er langt den overvejende del af disse danske fund mere eller mindre diskutable. Det er derfor vigtigt, at vi i de kommende år sætter ind med målrettet forskning - og ikke blot lader tilfældet råde. Jeg føler mig overbevist om, at der har levet mennesker her i landet før sidste istid, og jeg skønner, at chancerne for at bevise det er størst i den sydvestlige del af Jylland, i det såkaldte bakkeølandskab, der er skabt under næstsidste istid for over 130.000 år siden. Her nåede sidste istids gletschere ikke frem. Vi véd, at der bl.a. i Syd- og Sønderjylland, særlig talrigt på Brørup- og Agerskovegnen, findes overfladenære moser fra sidste mellemistid, og ved Vestkysten træder nogle af dem endda frem i dagen. Vi bør også holde systematisk øje med grusgravene.

Det giver grund til optimisme, at man i Nordvesttyskland, i selvsamme type landskab, har gjort helt sikre fund, bl. a. ved Schalkholz, hvor 11 flintsager er påtruffet i en aflejring, der dateres til mellem 60. og 70.000 år (19). Og ved Drelsdorf på Husumegnen er på kanten af en bakkeø på overfladen fundet et større antal flintsager. Jeg har tidligere nævnt, at det er bedst at finde tingene i et daterbart geologisk lag, men i dette tilfælde argumenterer den tyske forsker overbevisende for, at de voldsomme overfladeændringer, flinten udviser, må være opstået under bl.a. jordflydningsprocesser i et arktisk klima (2).

Hollandske undersøgelser støtter denne vurdering (21). Også ved en teknisk/typologisk analyse overbevises man om, at disse fund må være ældre end sidste istid. Vi har her fået en helt ny, lovende metode i hænde.

I dobbelt forstand må vi sætte ind med grænseoverskridende forskning.

Noter

• 1) Wymer, J. J. 1982: The Palaeolithic Age. - Croom Helm Studies in Archaeology. London & Sydney. (En fortrinlig, ajourført oversigt over den tidligste jægerstenalder i globalt perspektiv).

• 2) Holm, J. 1986: The Quaternary and the Early/Middle Palaeolithic of Denmark. - Bulletin de l'Association francaise pour l'etude de Quaternaire. Paris.

• 3) Holm, J. og Rieck. F. 1987: Die Hamburger Kultur in Dänemark. - Archäologisches Korrespondenzblatt 17, Heft 2. Mainz.

• 4) Roe, D. A. 1981: The Lower and Middle Palaeolithic Periods in Britain. - London.

• 5) Medlemmerne af Sydfyns Arkæologigruppe takkes for samarbejde i forbindelse med Vejstrup Ådalprojektet.

• 6) Palæolitikum = ældste jægerstenalder. Mellempalæolitikum = tidsrummet ca. 300.000-35.000 år.

• 7) Den maksimale nedisning = den første store isoverskridelse i begyndelsen af næstsidste istid, Saale-istiden.

• 8) Baumann, W. og Mania, D. 1983: Die paläolitischen Neufunde von Markkleeberg bei Leipzig. Berlin.

• 9) Acheulien - opkaldt efter et fransk fundsted (Saint-Acheul) - er navnet på en kultur, som har strakt sig fra ca. 500.000-100.000. Hovedredskabstypen er håndkiler i forskellige udformninger.

• 10) Levallois-teknik: vil sige, at man før afspaltningen af et afslag, flække eller skive, har fastlagt dettes form og størrelse ved en omhyggelig tildannelse af flintkærnens overflade.

• 11) Binzer, K. og Stockmarr, J. 1985: Geologi i Midtjylland. - Danmarks Geologiske Undersøgelse.

• Marcussen, I. 1987: Et geologisk tværsnit af Danmark. - I: Danmarks længste udgravning. Arkæologi på naturgassens vej 1979-86, Red.: Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat, Nationalmuseet.

• 12) Danmarks Natur bd. 1. 1967. Politikens Forlag. (Heri en udmærket, omend på nogle punkter noget forældet, oversigt over istider og mellemistider).

• 13) Petersen, K. Strand 1985: The Late Quatemary History of Denmark. - Journal of Danish Archaeology vol. 4. Odense Universitetsforlag.

• 14) Møhl-Hansen, U. 1954: Første sikre spor af mennesker fra interglacialtid i Danmark. - Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie.

• 15) Madsen. E. 1962: Primitiv flintkultur ved Isefjord. - Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie.

• 16) Westerby, E. 1956: Nyt fra min grusgrav. - To kronikker. Jyllands-Posten 8. og 9. jan. Se også Skalk 1957, nr. 2, s. 14 f.: Istidsmandens redskaber?

• 17) Becker, C.J. 1971: Istidsmandens redskaber. - Skalk nr. 4. s. 3 f. Glob, P. V. 1972: Farlig flint. - Skalk nr. 1 s. 18 f.

• 18) Grote, K. og Maagaard Jacobsen, E. 1982: Der Faustkeil vom Karskov-Kliff auf Langeland (Dänemark). - Archäologisches Korrespondenzblatt 12. Mainz.

• 19) Arnold, V. 1978: Neue Funde aus der Steinzeit Dithmarschens. - Dithmarschen N. F. 3/4.

• 20) Hartz, S. 1986: Paläolitische Funde aus dem Altmoränen-gebiet Nordfrieslands. - Offa. Band 43. Neumünster.

• 21) Stapert, D. 1976: Some natural surface modifications on flint in the Netherlands. - Palaeohistoria 18.

English Summary

After having described a recently discovered site of Epi-Acheulian character in Vejstrup Ådal, the south-eastern region of Funen, the author summarises the geological and ecological basis on which to evaluate the possibility of the presence of early man in Denmark. After this other more or less debatable finds are described: Artefacts displaying similarity to the Clactonien industry, marrow-split bones of a fallow deer bearing indirect evidence to the presence of man during the Eemian Interglacial, a number of controversial individually recorded handaxes etc. Finally it is suggested that the most ideal area for future research will be within the south-western part of Jutland, which was not covered by ice during the Weichselian Glaciation. It is encouraging for our research in Denmark that in recent years reliable middle Palaeolithic flint artefacts have been found in the same type of periglacial landscape in Northern Germany.